Hvilket fartøj gælder denne instruks for:
Zille-1 af Skærbæk, Jupiter 40, kaldesignal OX 2853, MMSI no. 219006348
- Identifikation af rederen:
Bjarne Knudsen
Jenlevej 6, Ny Højen
7100 Vejle
2 Sejladsaktiviteter:
Fisketure med Zille-1 med op til 12 passagerer
Passagersejlads med op til 12 passagerer
Havjagtsejlads med op til 12 passagerer
Turene starter tidligst ved lysets frembrud til 1 time efter solnedgang
Turene udgår primært fra Skærbæk som er basishavn samt omkringliggende havne
Inden hver sejlads vurderes om vejrforholdene tillader sikker sejlads.
- Identifikation af risici:
Under sejlads er der risiko for at falde/snuble
Under sejlads er der risiko for at blive søsyg.
Når skibet driver under fiskeri, er der stor risiko for søgang (bølger – vind på tværs)
Der er risiko for mand over bord ved enhver form for sejlads.
Ved sejlads på havet er der risiko for nedkøling.
Under sejlads er der risiko for brand
- Tiltag at imødegå risici:
Under sejlads til og fra fiskepladserne bedes publikum holde sig i ro og ikke udsætte sig selv og andre for unødvendig fare (faldulykker). Under sejlads er der risiko for søsyge – tag evt. en tablet, hvis man er usikker på, om man er søstærk. Under fiskeri og sejlads er der altid risiko for at falde overbord. Skulle du falde overbord, har besætningen indøvet procedurer i forhold til at bjerge dig. Skibet har såkaldt MOB udstyr ombord. Skulle du falde overbord, skal du prøve at holde dig i ro på havoverfladen, undgå overflødige bevægelser, begynd ikke at svømme, afvent at der bliver kastet redningskrans og redningsline ud til dig. Tag redningskransen under dine arme, forhold dig i ro, så du ikke trættes, forsøg at bevare roen, gå ikke i panik men afvent ombordtagning ved hjælp af MOB udstyret. I tilfælde af brand ombord samles alle på agterdækket, her afgør skipper om redningsflåden skal søsættes
- Beskrivelse af fartøjet og udrustning:
Skibet er bygget i glasfiber, er 12 m langt og 3 m bred, stikker ca. 2 m dyb, vejer ca. 13 tons og sejler ved marchfart 10 knob og er beregnet til: persontransport – lystfiskeri – havjagt m.m.
Udstyr ombord:
Der er redningsveste og redningsflåde til alle ombord. Skibet er udstyret med MOB udstyr bestående af en såkaldt Kejs samt dækskran. Endvidere er skibet udstyret med medicinkiste C.
Krav til passagerer:
Som ombordværende passager skal du efterkomme besætningens instrukser.
Du skal være ædru, inden du går ombord, og mens du er ombord.
Du skal være klar til at hjælpe til i en nødsituation.
Du skal gøre dig bekendt med, hvor redningsmidlerne findes.
Du skal forsøge at bevare roen samt hjælpe til en nødsituation.
- Besætningen og dens kompetencer:
Besætningen består af mindst to mand: skipper og dæksmand. Skipperen har bestået diverse kurser i navigation, duelighed i sejlads, radiokommunikation, søsikkerhed til søs, førstehjælp samt sygdomsbehandling samt et sundhedstjek hos en søfartslæge.
Dæksmanden kan stort set det samme som skipperen og er også skikket til udkig. Det kræves ikke, at dæksmanden har kurser, men han skal have bestået sundhedstjek hos en søfartslæge.
- Operative forholdsregler, som skal følges af besætning og passagerer:
Sejladserne vil altid foregå i døgnets lyse timer, natsejlads vil ikke forekomme. Sejladserne vil i vid udstrækning ske fra Skærbæk Fiskerihavn samt omkringliggende havne og fjorde samt Kattegat og Lillebælt og med højst 20 sømil til nærmeste kyst.
Sejladserne vil foregå året rundt med sommermånederne som det primære tidspunkt. Dog vil der forekomme havjagt, som hovedsageligt foregår i vintermånederne. Der må maksimalt være 12 betalende gæster ombord samt det nødvendige antal besætningsmedlemmer i forhold til sejladsaktiviteten, dog altid minimum 2 besætningsmedlemmer.
- Forholdsregler, som sikrer, at alle kan reddes ved ulykke:
Besætningen har øvet sig i søredning i forbindelse med kæntring, grundstødning, kollision, brand, mand over bord m.m. Ved ethvert af de omtalte tilfælde iklædes alle ombordværende redningsveste. Redningsflåden søsættes, når der er behov for dette, og det er besætningens ansvar at sørge for, at alle kan reddes ved de omtalte hændelser.
- Forholdsregler, som sikrer, at der altid kan tilkaldes assistance ved ulykker.
Skibet er udstyret med det mest moderne udstyr i forhold til at tilkalde assistance fra land samt fra omkringliggende skibet.
Under alle de beskrevne tilfælde såsom brand, grundstødning, kæntring samt sygdom er der ombord radiokontakt med redningsstationer i land (Lyngby Radio, Radio Medical) samt alle omkringliggende skibe, som kan sætte en redningsaktion i gang.
Det er også muligt at tilkalde assistance ved hjælp af mobiltelefon.
- Forholdsregler, som sikrer, at oplysninger om antallet af personer ombord er kendt og opbevares i land og er let tilgængeligt i tilfælde af en redningsaktion.
Enhver sejlads bliver registreret i skibets logbog samt i land med oplysninger om antallet af passagerer (passagerlister). Oplysningerne bliver opbevaret hos rederiet på tlf. 004526401655.
- Forholdsregler, som sikrer, at der altid afgives sikkerhedsinstrukser til alle ombordværende passagerer inden sejladsens start.
Alle ombord – garvede som novicer – vil altid få en mundtlig instruks i arbejdet ombord. Sikkerhed til søs på Zille-1 vil fremgå af skibets hjemmeside samt med opslag på skibet. Ved billetkøb bliver instruksen udskrevet i papirformat, såfremt det ønskes.
Til hver sejlads indføjes i skibets logbog hvem der har afgivet instruksen.
- Forholdsregler, som beskriver, hvordan der følges op på utilsigtede hændelser og ulykker.
Utilsigtede hændelser og ulykker vil efter hver sejlads blive indført i skibets logbog.
Efterfølgende vil det skete blive behandlet af skibsføreren/rederen samt dæksmanden. Ved tvivlsspørgsmål kontaktes Søfartsstyrelsen mfl.